De mange gæstespil igennem årene har intet til fælles ud over at være vigtige forestillinger, som vi har ment fortjente deres plads uden for festivalerne.

At arrangere gæstespil var i forhold til de store hektiske festivaler en god lejlighed til at få talt med gæsterne. Vi så det som et privilegium at præsentere
Odin Teatret, ikke kun fordi teatret bragte vigtige forestillinger, som Oxyrhyncus og Talabot til København i denne periode, men også fordi Odin havde en udtalt – og af arrangører meget værdsat – evne til at takle problemer på en yderst professionel måde, ganske uafhængig af om spillestedet var veludstyret eller en kold B&W-hal. Der var altid en følelse af, at vi alle arbejdede mod et fælles mål.

ISTA (International School of Theatre Anthropology), arrangeret i samarbejde med Kanonhallen og Kulturby 96 i Kulturbyåret blev det smukke punktum for KITs nære samarbejde med Odin Teatret.

En af Odin Teatrets inspirationskilder, The Living Theatre, der i 60’erne indvarslede eksplosionen inden for teatret, nåede at lægge vejen forbi København med den dengang skelsættende forestilling om Vietnam-krigen, Antigone – desværrre for et meget lille publikum. Andre grupper, der var inspireret af Odin Teatret og The Living Theatre, fulgte efter, bl.a. kvindeteaterprojektet Magdalena, og det politisk slagkraftige billedteater Jordcirkus, der siden den første Fools 1 havde fået et stort publikum i København.

Gæstespillene i denne knap 20-årige periode både indvarsler og bekræfter nye udviklinger inden for scenekunsten. Ikke mindst dansen, der skulle vise sig at blive 80’ernes mest nyskabende kunstart. Merce Cunninghams og John Cages Event i Østre Gasværk i 1984 blev et møde med de postmoderne mestre, der legende inddrog regndråberne fra Østre Gasværks utætte tag i deres i bogstavelig forstand grænseoverskridende forestilling. Karine Saporta overtog scenen umiddelbart efter og indvarslede ikke kun det stærke kontingent af moderne franske koreografer, men også det vigtige samarbejde med Jean-Louis Badets Espace Danse på Det franske Institut. Allerede i 1990 finder den første Dancin’ City Festival sted.

Den blomstrende franske scenekunst gav os Jérôme Savarys Grand Magic Circus’ vildt opfindsomme bearbejdning af Molières Le Bourgeois Gentilhomme – en fandenivoldsk tilgang til scenekunsten, der på mange måder foregreb
det nye franske cirkus.

Inspirationskilderne var mange og kom længere og længere væk fra. Fascinationen af den japanske butoh-dans bragte Carlotta Ikeda tilbage til København flere gange, men det var især Afrika, som man i slutningen af 80’erne fokuserede på, først med den lille Soul to Soul-festival, og siden med bl.a. det eminente, politiske Market Theatre fra Johannesburg og en grandios ANC-solidaritetsforestilling i Østre Gasværk. Mbongenis Sarafina, den mest berømmede anti-apartheid musical, stod distancen – også efter Nelson Mandelas løsladelse: otte udsolgte forestillinger – en succes, der var endnu større end en anden af KITs Albertslundhus-succesmusicaler, nemlig Grips Theaters rockmusical Linie 1.

Det var ligeledes Albertslundhuset, der lagde scene til Lev Dodins klassiske opsætning af Fjodor Abramovs Brødre og Søstre, der gav et dansk publikum indsigt i både daværende Sovjetunionens sociale virkelighed og de klassiske russiske teaterfamiliers arbejde. En andet besøg fra øst, Le Mystère des Voix Bulgares, skabte kultagtig stemming i den propfyldte Marmorkirke.

I 1994 tordnede Gerald Thomas for anden gang ind på Kanonhallens scene og vakte beundring og forargelse med sit radikale billedteater – der også gav anledning til Thomas’ senere samarbejde med Dr. Dante.

Gæstescener
Saltlageret forblev det foretrukne spillested, indtil det under stor modstand blev revet ned i 1987 for at give plads til Planetariet. I 1990 blev Kanonhallen indviet – og KIT havde fundet “sin” scene, hvilket ikke udelukkede et fortsat samarbejde med det smukke Østre Gasværk og dets meget selvbevidste leder, og
Albertslundhuset, som den dag i dag er en uundværlig og værdsat samarbejdspartner.

Finansieringskilder
De økonomiske grundlag for disse gæstespil var lige så forskellige som gæstespillene selv. Nogle løb rundt i sig selv, ja gav ligefrem overskud (Grand Magic Circus, Odin Teatret), andre blev støttet af deres respektive hjemlande (i særdeleshed de franske grupper), eller via KITs lille årlige bevilling, andre igen spillede på døren, eller vi delte underskuddet. Med det ambitiøse Cunningham-Cage projekt modtog KIT for første og (skulle det siden vise sig) næstsidste gang betydelig fondsstøtte fra bl.a. Augustinus Fonden. De afrikanske arrangementer modtog international eller udenrigsministeriel støtte. Kort sagt, de mange mulige finansieringskilder, der var i et samfund som det danske på den tid, blev godt udforsket og udnyttet.

“Fra den kristne urkult, sindets og tidens mørke, går der stråler mod vor tids menneskeslagtninger kloden over. Sandheder eller tegn, mennesket har tolket til egen undergang. Og konsekvent, koncentreret teater er denne forestilling uafbrudt, byens mest mærkelige og besættende. Odin Teatret spiller kun kort tid i Saltlageret, så skynd Dem, dette er en pligt og oplevelse at se.”
Bent Mohn, Politiken (om Oxyrhyncus Evangeliet)

“Odin Teatret tillader sig noget uhyre dristigt: de giver en teatral fremstilling af videnskabens subjekt-objekt problem... Talabot er utroligt fængslende teater, rigt på bevægende billeder, legende, poetisk og dæmonisk... Talabot giver ikke svar men stiller spørgsmål. Hvad mere kan man forlange af en så festlig og barsk komedie.”
Tage Hind, Tusind Øjne

“... en dans, hvis udførelses præcision og intensitet er dens hele drama. På en sort skinnende gulvflade i Østre Gasværks store og dunkle kuplede rotunde, i sig selv en grandios rumvision, fyldt ud af Cages, Tudors, Kalves og Kosugis forstærkerskabte, stereofonisk rundkastede lydkompositioner. En åbenbaring af intelligent formskabende, intrikat trinudviklende dans, af klarhed og kompleksitet, suggestivt omgivet af rum og lyd.”
Henning Jørgensen, Information (om Merce Cunningham)

“Ariadones Hime er hinsides alle begreber om skønhed og harmoni og så alligevel i fuld overensstemmelse med det overordnede dramaturgiske mål at skabe scenebilleder af overrumplende visuel styrke og følelsesmæssig intensitet.”
Viggo Sørensen, Jyllands-Posten

“Ingen tvivl om det: Market Theatre er noget af det bedste politiske teater, man har set... Bopha fortæller først og fremmest noget om, hvad teatret kan bruges til. Når man virkelig har noget at bruge det til. Hvor tit har vi det herhjemme?”
Jens Kistrup, Berlingske Tidende

“Det, der bliver ved med at virke så påtrængende stærkt, og som bliver ved med at gnave, er Bophas bratte skift fra den høje komik til den dybe tragedie. Resultatet er en af de mest slagkraftige og vedkommende politiske teaterforestillinger, jeg har set... Market Theatres Danmarksbesøg er en enestående chance for både at opleve storartet teaterkunst og blive klogere på en vigtig international situation.”
Knud Schønberg, Ekstra Bladet

“Med reference til den moderne – russiske – skuespilkunsts fader, Stanislavskij, kalder instruktøren Lev Dodin selv sin vellykkede intention med teatret for “ levet liv”. Bedre kan det vist ikke siges. Og meget bedre end som her kan det næppe spilles.”
Per Theil, Berlingske Tidende

“Ceremoniel splatter... (men) teaterfolk er mere fascinerede af Gerald Thomas’ blackouts, der klipper i det lineære forløb, og brug af fiktionsophævelse, hvor lyset er gået op, tiden sat i stå og spiller og sal stirrer på hinanden i frosne evigheder. Samt af den beckett’ske opfattelse af gentagelsen, af repetitionens inerti som basalt menneskeligt vilkår, der er hundrede procent inkorporeret hos ham.”
Nina Davidsen, Information

“Hele det bibelske crazy & horror show er samtidig en udforskning af den teatrale skabelseshistorie med iscenesættergud og hele mekanikken... det foregår med en medrivende sans for teatrets illusionsnumre. I bibelsk hokuspokus- stil – nadverens: hoc est corpus – anvendes mobile jordbrune skærme, som rask væk kører hen over scenen, skjuler en person, lader en anden dumpe frem etc. Ren guddommelig magi. Og de medvirkende kan blaffe sig ud, hvis scenen bliver dem for meget.”
Monna Dithmer, Politiken (om Gerald Thomas)