|
Det var i 60erne i USA, i 70erne i Frankrig og Vesttyskland
og i 80erne i Danmark, at det blev klart for enhver, at dans var
andet end tyl og tåspids. I Danmark var vi så heldige, at
en række udenlandske koreografer, heriblandt Randi Patterson, Nana
Nilson, Rhea Leman, Cher Guertze, Ann Crosset og Marie Lalander, slog
sig ned her og lagde grunden til det, vi i dag kalder ny dans.
Det var i 80erne, at dansen bredte hele viften ud og viste sin eminente
evne til at bryde grænser og opdyrke nyt land. Den lod sig inspirere
af og inspirerede andre kunstarter musikken og billedkunsten især.
Fra starten arbejdede dansen internationalt. Den søgte ikke kun
sin samtids udtryk, men udforskede også sine rødder. Således
blev den traditionelle dans og musik fra Indien, Afrika, Latinamerika
og Japan en anden vigtig inspirationskilde.
Intet var derfor mere naturligt end at give dansen sin egen platform,
ligesom den senere både i København og Århus fik sin
egen scene. Dancin City blev lanceret i 1990 som den første
internationale dansefestival for ny dans i Norden. Siden fulgte tre Dancin
City-festivaler, hvoraf den sidste kulminerede i kulturbyåret. De
fire festivaler blev een af de vigtigste nyskabelser i det københavnske
kulturliv i begyndelsen af 90erne og i øvrigt i stigende
grad fulgt med nordisk og international opmærksomhed.
KIT havde forinden gødet jorden grundigt. De mange dansegæstespil
i Fools, især i Fools 5, gæstespillet med Merce Cunningham
(1984), den lille franske danseteater-festival Vive la Danse (1987), butoh-gæstespil
og normbrydende engelske bidrag i The British Are Coming, havde ikke blot
givet inspiration til det danske dansemiljø, men også bidraget
til yderligere at stimulere den stigende publikumsinteresse for dansen.
En konkret forudsætning for, at alt dette kunne ske, var åbningen
af Kanonhallen i efteråret 1990 som afløsning for Saltlageret.
På grund af asbestfare blev det i første omgang Kanonteltet,
som blev den nye scene. Fra februar 1992 blev Kanonteltet omdannet til
en midlertidig dansescene med O Vertigos mindeværdige Broken Wings
som åbningsforestilling og kom det år til at huse både
Dancin City og Festival Ny Dans, der reelt blev startskuddet til
den nuværende Dansescene. Nyt territorium blev indvundet i disse
år, og entusiasmen var til at tage og føle på.
Dancin City 1990
Det var Dancin Citys ambition at have den skabende fornyelse i centrum
og alligevel favne bredt, fra den traditionelle etniske dans til den nyeste
avantgarde, fra de skelsættende gamle pionerer til de unge på
vej.
Den første Dancin City blev åbnet med Marathon Dans,
koordineret af Randi Patterson. 800 medvirkede, Tai Chi skoler, folkedansere,
indvandrergrupper, standarddanse, unge nyskabende koreografer, optrådte
i parker, på gader og pladser i den indre by, indtil politiet afskar
strømforsyningen i Ørstedsparken kl. 24.05 5 min.
før afslutningen.
Avantgardendansen lagde stærkt ud med Trisha Brown og hendes opbud
af fantasi og intelligens med et intrigerende visuelt modspil i Robert
Rauschenbergs scenografi, og med Angelin Preljocaj og Stravinskys aggressivt
lidenskabelige Noces, danset for pålydende for et Østre Gasværk-publikum
i chokeret beundring. Den mere teatralske dans var repræsenteret
med det my(s)tiske, suggestivt, bevægende billedteater Sankai Juku,
den hæsblæsende og fandenivoldske gadedansgruppe Black Blanc
Beur fra den parisiske satellitby Elancourt, og det canadiske Carbonne
14, hvis poetiske og humoristiske erindring om sovesalen på en katolsk
kostskole, fræsende vitalt danset af 6 kvinder og 6 mænd,
bragte mennesker af kød og blod på scenen.
Den danske danseweekend med 9 danske og Kenneth Kvarnström fra Sverige
indeholdt kun få overraskelser. Weekenden var blevet henlagt til
Viften i Hvidovre for at tilgodese det ønskede antal prøvedage,
hvilket bidrog til den svigtende publikumsinteresse.
De helt store publikumstræffere var to traditionelle dansegrupper,
Les Ballets Africains, hvis førførende rytmiske, Madingo-inspirerede
show i den grad forførte publikum, at det kvitterede med junglehyl,
og spanske Cumbre Flamenca, der havde samlet nogle af Andalusiens bedste
dansere, heriblandt den unge Juana Amaya og La Chana, den uforlignelige,
stolte fuerza.
I morgen danser KIT ud med festivalen Dancin City, der
i næste måned sætter 800 dansere i bevægelse overalt
på byens pladser, i parker og i de haller og teatre, der endnu ikke
er lukkede. Det er et projekt, der kan give os lidt af den nødvendige
tro på, at København måske alligevel har sin chance
som kulturby...
Leder i Politiken
De danser i Gasværket, på Viften, i B&W hallerne,
på gader og stræder, i parker og på video. Et storslået
festivalprogram, der har sat store dele af byen på den anden ende
og lokker et lige så stort publikum til stærke, nye og fremmedartede
oplevelser.
Ole Nørlyng, Berlingske Tidende
Dancin City 1992
Den traditionelle dans var fortsat en væsentlig del af Dancin
City med flamencoens Cristina Hoyo og den orientalske dans Suraya
Hilals som to verdensklasse-repræsentanter for dansetraditioner,
som nu havde fundet et stort publikum i Danmark.
1992 var også året med kultnavne som Lloyd Newson/DV8, for
hvem dansen handler om livets mening og dermed om at tage risici æstetisk
som fysisk, og Wim Vandekeybus hårdtslående, atletiske,
men også humoristiske euro-crash-dans om alderdom og ensomhed, fulgt
op af New Yorker-scenens enfant terrible, den teknisk virtuose og sensuelle
Stephen Petronio. Endelig viste Jonathan Burrows Group en livgivende,
vittig, virtuos Stoics.
Kvindesiden var stærkt repræsenteret med Ariadone, butohdans
isprængt vestlig avantgarde, med en fantasiæggende fortælling
om fødsel og død, Ruhr-Ort af Susannne Linke om et stykke
virkelighed med mænd, muskler og maskiner, og Carolyn Carlsons med
et rituelt, poetisk dansedrama om en lille by i Midtvesten, som desværre
kun blev set af de forbavsende få, som ikke også er til fodboldslandskampe.
En Nordisk Koreografkonkurrence for unge, nordiske koreografer inden for
ny dans var et resultat af en fællesnordisk beslutning om at fremme
nordisk koreografi. Det var hensigten at gøre konkurrencen til
en biennale, afholdt på skift i Stockholm, Helsinki og Bergen. Stockholm
sprang fra, Helsinki sprang til, men der var tilsyneladende ikke tilstrækkelige
ressourcer eller interesse til at følge initiativet op.
Konkurrencen i København blev et gennembrud for prisvinderen, den
norske Ingun Bjørnsgaard, som ud over prisen også fik en
nordisk turné. Der var ligeledes stærke udspil fra SusanaVeijalainen,
Finland, og Jens Østberg, Sverige.
I håbet om bedre at profilere den danske dans, var der satset på
fire mindre premierer, hvoraf især James McBrides Fremkaldelsen
og Men Dancing af Palle Granhøj/Cristina Caprioli må fremhæves.
Dancin City 1994
Et kvindesoloprogram med den finske Virpi Pakhninen, hvis Grönt Solo
kunne få rummet til at vibrere af tyst lydhørhed, og Annamirl
Van der Pluijms selvbiografiske værk var blandt højdepunkterne,
mens den store pioner Simone Fortis improvisation og Sin-Cha Hongs solo
delte publikum og anmeldere i to.
Osvaldo Requena Tango indtog et propfyldt Spejlteltet med elegance og
sensualitet og overlod siden scenen til publikum selv. Cando Co blev et
stærkt møde med et originalt skabende kompagni med handicappede
blandt danserne.
Det danske program Fem fra Danmark viste korte værker, bl.a. en
erotisk pas de trois med Granhøj Dans og et første lovende
møde med Camilla Stage. Det mest overbevisende danske bidrag blev
dog Kitt Johnsons betagende bidrag til TransForm, danset ved solopgang
på Badeanstalten Helgoland.
Det var dog danseteatret, der dominerede programmet. Sankai Juku åbnede
ballet med en japansk dødedans i 7 tableauer, Rui Horta og hans
S.O.A.P overraskede med en stimulerende, danseglad og musikalsk tour de
force Made to Measure, O Vertigos apokalyptiske Syndflod var besættende,
Kenneth Kvarnströms rå maskuline dans ramte noget uhyggeligt
i tiden, det samme gjorde Ohad Naharin og hans teknisk virtuose Batsheva
med den provokerende Mabul, så væsensforskellig fra Sasha
Waltz køkkenbords-tidssignalement, som vittigt, frækt
og perfekt timet satte dagliglivets groteske trivialiteter på spidsen.
Årets muntreste køkken gav publikum latterkramper.
Alain Platel og hans slæng af tabere i Ballets C de la B satte et
mindeværdigt punktum for festivalen i Østre Gasværk
(for et meget lille publikum, hélas!) med en grænseoverskridende,
morsom, rå, men også dybt bevægende fremstilling af
samfundet set fra de udstødtes side.
Hele kvindesoloprogrammet var et klart bud på det personlige
fokus fra Dancin Citys side, og et fint forsøg på at
imødegå de altopslugende svampetendenser og tegne en festival-profil.
Ligesom det også var tilfældet med TransForm-projektet, som
rykkede dansen ud i andre rum i byen.
Monna Dithmer, Politiken
Dancin City har sat niveau og vist, hvordan dans kan fortælle
os om tilværelsen lige nu. Om dens smerte og elendighed, men også
med dans som udtryk for livskraft, overlevelse og humor.
Erik Aschengreen, Berlingske Tidende
Dancin City 1996
Den fjerde festival blev en kunstnerisk kulmination. Med Kulturby 96 fik
KIT økonomisk mulighed for at invitere en række af vor tids
største koreografer, sideløbende med en række yngre,
veletablerede kompagnier og et par helt unge talenter på vej op.
Publikum kastede sig glade ud i festivalens åbningsbal Le Bal Moderne
i Pakhus 11, anført af fire proffe franske koreografer. Samtidig
satte Philippe Decouflé Det Kgl. Teater på den anden ende
med et fabulerende bravour-show.
Helt centralt i festivalen stod det livgivende gensyn med den postmoderne
dans faderfigur, Merce Cunningham, ikke mindst hans nye værk
Rondo, og Anne Teresa de Keersmaeker, der bekræftede sin position
som Europas førende, yngre koreograf, dels med den gamle Rosas
Danst Rosas, og dels den legende, poetiske Mozart/Concert Arias, der satte
et forrygende punktum for festivalen. Den fremmeste eksponent for japanernes
kølige æstetik, Saburo Teshigawara, viste udsøgt skulpturel
dans. Endelig viste Bill T. Jones med en charmerende hyldest til livet,
at USAs modern dance både kan og skal forny sig.
To nordiske indslag, Ingun Bjørnsgaard og Tero Saarinen, viste
spændvidden på vores egne breddegrader, mens den overrumplende
Quasar og José Navas gav to forskellige bud på dansens udvikling
i Sydamerika. Festivalens store overraskelse blev Jérôme
Bels eftertænksomme antidans. Det danske værkstedsforum Bysteps
indeholdt ikke de store overraskelser, det gjorde til gengæld Anders
Christiansens solo og Tim Feldmans overbevisende Twin Project i Turbinehallerne.
Der var også glædelige gensyn med Rui Horta/ S.O.A.P., som
dansede sig ind under huden med en krads kommentar til tiden, med Sasha
Waltz, som igen tog stikket hjem med sin tragikomiske halvfemserthriller
i tre afsnit og Les Ballets C. de la B. overgik sig selv med et hudløst
ærligt indblik i en flok tabte eksistenser.
Dancin City lever livet stærkt, men farligt. I modsætning
til mere bredbagede artsfæller i Europa har den ikke bare fået
vokseværk, men har turdet satse på kvalitet og en stadig klarere
moderne linje. Samtidig har den taget chancer, der skal til, for at holde
nysgerrigheden i live netop det altafgørende råstof,
som trues af den almene stopfodring.
Monna Dithmer, Politiken
Dancin City 96 er blevet en kulmination. Festivalen
er blevet et ildsprudlende punktum for KITs vanvittige og gudsbenådede
ambition om at plante den nutidige dans på dens berettigede plads
blandt de øvrige kunstarter i Danmark.
Anne Flindt Christensen, Information
Fra TransForm til Dancin Visuals
De mange aktiviteter uden om forestillingerne gav festivalerne et særligt
drive.
TransForm-projektet, skabt på initiativ af Ole Bjerre og inspireret
af site-specific performanceidéen, bragte dansen i dialog med tiden,
med andre kunstformer, ikke mindst med musikken, og det offentlige rum.
Med et stærkt hold bestående af Yoshiko Chuma, Kitt Johnson,
Isnel da Silveira og Mark Tompkins og 50 dansere blev det første
projekt lanceret i 94. De følgende fem år udforskede
TransForm-projektet nye interaktioner mellem dans og rum.
Store åbningsbegivenheder gav koreografer som Randi Patterson og
Rhea Leman mulighed for at arbejde med dans i stor målestok, og
mange hundrede dansere fik mulighed for i workshops at blive undervist
af nogle af verdens bedste koreografer, indtil behovet herfor blev tilgodeset
andre steder.
Med Dancin Visuals blev en ny kunstart udviklet. Et frugtbart samarbejde
udviklede sig igennem årene med Vibeke Vogel og Charlotte Giese
fra Videogalleriet i Huset i Magstræde, som netop i januar 1990
havde taget det første skridt med Video Dance 90.
Spejlteltet blev for første gang rejst i Fælledparken som
dansested for Dancin City 1, og som siden skulle blive byens hotteste
dansested. Det var utvivlsomt her, at grunden blev lagt til 90ernes
livsglade dyrkelse af eksotiske danseformer, som tango, flamenco, afrikansk
og orientalsk dans.
Scener, samarbejde og surt show Dancin City levede op til sit navn
ikke at der var meget dans i gaderne, men mange af byens scener
og rum blev inddraget. Med åbningen af Dansescenen i 1994 blev festivalen
i høj grad koncentreret omkring Østerbro, suppleret af det
uundværlige Albertslundhus som gæstescene for de teknisk mest
krævende kompagnier (og fra 1996 som MusikTeatret Albertslund med
et længe ønsket scenetårn), Østre Gasværk
var fortsat en eftertragtet gæstespilscene, men også Det Ny
Teater, Mercur Teatret, Falconer Centret og senest Det Kongelige Teater
var nogle af de mange traditionelle scener, som Dancin City ikke
kunne have været foruden.
Der var dog ikke rødt plys over det hele; rå rum, som det
i begyndelsen af 90erne stadig var muligt at finde, blev inddraget:
Den Blå Hal på B&W, Turbinehallerne i Adelgade, der i
1994 åbnede sine døre for første gang, takket være
TransForm-projektet (for siden at holde dem, dørene, vidåbne
for dem som var rigere dog ikke på initiativer), og i 1996
Færgen Kronborg, som i 1996 lagde gulv til det store tangobal, Pakhus
11 som inviterede til Bal Moderne, og den grandiose Torpedohal på
Holmen, som ikke kun husede de store Sommerscenegæstespil med bl.a.
Pina Bausch, men også Ballets C. de la B., og hvis oplagte muligheder
som gæstespilsscene siden hen også blev forpurret. Surt
show,
konkluderede Torpedohallens hårdtprøvede teknikere.
Kanonhallen var sammen med Albertslundhuset og i perioder også Det
franske Institut KITs tætte samarbejdspartnere, partnere som bidrog
til festivalens gennemførelse ved at stille teatret til rådighed
og i et vist omfang også teknik. En anden vigtig samarbejdspartner
var CaféTeatret, som indtil BilletNets indførelse stod for
billetsalget. Endelig var Københavns Kommunes Tekniske Service
fortsat en værdsat medspiller.
Finansiering
Dancin Citys økonomi byggede på KITs årlige tilskud
fra Kulturministeriet, Københavns Kommune og Københavns
Amtskommune, suppleret med tilskud fra nationale fonde, offentlige (Teater
og Dans i Norden, Kulturfonden, Danmarks Turistråds PUTO-pulje,
Statens Kunstfond, Kulturby 96 Fonden såvel som nogle få private
(Augustinus Fonden, Bodil Pedersen Fonden og Simon Spies Fonden). Et meget
væsentligt grundlag for festivalernes økonomi var det nære
samarbejde med internationale kulturinstitutter og udenrigsministerier,
som gav støtte til de gæstende kunstneres rejse og ophold,
ikke mindst lAFAA (Det franske Udenrigsministerium), The British
Council, Conseil des Arts du Canada, Goethe Instituttet og Japan Agency
for Cultural Affairs.
Dancin City en slags konklusion
En af forudsætningerne for dansefestivalernes succes var mediernes
engagerede bevågenhed, der i stigende grad omfattede nordiske og
internationale skribenter.
Ikke blot var de deltagende kompagnier positivt overrasket over i en lille
by som København at få indtil flere oftest konstruktive
anmeldelser, ligesom vi, arrangørerne, var taknemmelige
for, at der var en lille håndfuld dansekritikere, som i kommentarer
og klummer forholdt sig til festivalerne igennem årene, kritisk
eller støttende, oftest begge dele.
KIT var i sit arbejde med dansen påvirket af det netværk,
som var blevet dannet i Europa op igennem 80erne, med Frankrig i
førertrøjen, en position der senere fik hård konkurrence
fra både Tyskland, Belgien og Storbritannien. La Biennale de Lyon
og Festival de Danse de Montpellier var i mange år toneangivende,
men det blev mindre teatre og kulturhuse i Bruxelles, Gent, Berlin, Frankfurt
og Dance Umbrella i London, som kunstnerisk set tog teten.
Til forskel fra de sidstnævnte følte vi et behov for at indlemme
den traditionelle dans for at vise dansens mange rødder og for
at satse på et bredere dansepublikum. I sidste instans var det det
store publikum til disse forestillinger, der gjorde det muligt at vise
de helt unge ukendte kompagnier. Gynger og karruseller, måske, men
denne åbenhed banede også vejen for et stort publikum til
Images of Africa og til Dancin World-festivalerne i 2000 og 2001.
Dancin City blev ikke det forum for den danske dans, man havde håbet.
KIT satsede ikke hårdt nok fra starten, vel fordi den danske dansescene
netop da befandt sig mellem noget, som var ved at være slut, og
noget nyt, som var på vej. De danske kompagnier manglede selvtillid
og foretrak i mange tilfælde sæsonstart i september. De to
danske premierer med Anders Christiansen og Tim Feldman i 1996 viste imidlertid
nye veje i samarbejdet, kun ærgerligt, at det skete i den sidste
Dancin City. Sommerscene skulle bevise, at et samarbejde ikke kun
var muligt, men også berigende for såvel den danske dans som
KIT.
Dancin City sluttede i 1996, på toppen af dens formåen,
hvilket var i overensstemmelse med KITs tidligere programpolitik om kun
at skabe festivaler, hvis den kunstneriske nødvendighed og den
økonomiske og infrastrukturelle basis fortsat kunne udvikles. Der
var i 1996 fortsat ingen ministerielle ønsker om at have en international
dansefestival i Danmark. Dancin City-konceptet havde haft sin tid,
vejen var banet for den internationale nye dans i Danmark. Der måtte
findes andre sammenhænge, hvor dansen kunne udvikles og præsenteres.
Sommerscene blev svaret.
|